Youth: 40 flex
Junior: 50 flex
Intermediate: 60-75 flex
Regular: 85 flex
Stiff: 100 flex
Extra stiff: 110 flex
Hvad er ishockey?
Ishockey er et tempofyldt holdspil, der foregår på is. Hvert hold er iført skøjter og stav, og det gælder om at placere pucken i modstanderens mål ved skud med staven. Holdet med flest mål, når en kamp slutter, vinder. Kroptacklinger er tilladt, så længe det er mod puckfører - dette gælder dog ikke i ungdomshockey.
Banen
For at spille ishockey kræver det, at man befinder sig i en skøjtehal. I Danmark er disse af størrelsen 60 x 25-30 meter, hvilket dermed er et både længere og bredere areal end de sædvanlige 40 x 20 meter, man kender fra en indendørshal til håndbold, basket mm. Banen er omkranset af glas foroven og træ/plastic forneden, som tilsammen fungerer som en 347 cm høj bande til at beskytte tilskuere mod den flyvende puck.
Isen markeres med en slags zoner, der går på tværs af banen. Disse hedder mållinjerne (de to "Icing Lines" i hver målende", Blue Lines og Center Line, som er rød). Man taler om tre zoner, som du kan se på billedet.
En ishockeybane har ni faceoff-cirkler, hvor spillet kan sættes i gang igen efter et spilstop. En faceoff-cirkel er markeret rød foruden banens midtpunkt, som er blå. Fire af cirklerne er markeret store og placeret 6 meter fra icing-linjerne i forsvars/angrebszonerne, mens endnu fire små er i neutral zone 1,5 meter fra Blue Line som vist på billedet øverst.
Banen har to mål - ét i hver ende - som står placeret midt på icing-linjen. Disse mål "sidder fast" i isen, men kan dog flyttes, hvis de udsættes for stor modstand. Målmanden står i et lyseblåt målfelt, som er det felt, hvor han/hun må gribe pucken med handsken. Markspillere har ret til at skøjte gennem feltet, men kan idømmes udvisning, hvis det er "strafbart" - altså hvis det forstyrrer spillets gang, eller han/hun skubber til målmanden.
Kampens spilletid
Holdene
Pucken
Pucken der spilles med er sort, så den er nem at få øje på på den hvide is. Materialet er af gummi, som er blevet vulkaniseret, med størrelsen 7,62 cm i diameter og 2,54 cm i tykkelsen. Normalt vejer pucken mellem 156 og 170 gram - en vægt der gør, at den kan flyve i luften ved skud. Modsat den klassiske runde bold i langt de fleste sportsgrene, der involverer mål, så kendetegner pucken sig ved at være helt flad på både over- og undersiden, så den glider godt hen ad isen.
Staven
En af spillets vigtigste redskaber er naturligvis staven. For at undgå knækkede stave er en ishockeystav produceret i træ til ungdomsspillere, men i professionel ishockey er den ofte lavet af komposit eller kulfiber. Staven skal have buede kanter. Fra toppen af skaftet ned til begyndelsen af
bladet skal staven være helt lige (maksimalt 163 cm langt), hvorefter selve
bladet krummer, så man kan skyde til pucken. Modsat floorball er det pga. handskerne, man bærer i ishockey, ikke nødvendigt at
spille med tape på stavens skaft for at få bedre greb.
Hvis en stav tabes undervejs i spillet, er det tilladt at samle den op igen, hvis det er spillerens egen stav - man må aldrig samle en andens stav op fra isen.
Youth: 40 flex
Junior: 50 flex
Intermediate: 60-75 flex
Regular: 85 flex
Stiff: 100 flex
Extra stiff: 110 flex
Den optimale længde på en stav bør gå fra jorden og op til et sted mellem din hage og næse. Man plejer at sige til hagen med skøjter på, til næsen uden. Det er vigtigt, at staven ikke er for lang, så det er svært at skyde, men heller ikke for kort, så man får ondt i ryggen af at bøje sig ned. Den enkelte spiller kan dog have forskellige præferencer i forhold til længden. Især baseret på hvilken position på banen, han/hun spiller. En offensiv spiller foretrækker dog typisk en kortere stav end en defensiv spiller pga. fordelen ved at kunne kontrollere pucken bedre, mens en back omvendt har gavn af en lang stav til at tage pucken fra en modstander i en forsvarende position.
Et vigtigt parameter i valg af stav er flex, som er et begreb for, hvor meget fleksibilitet og stivhed, staven er udstyret med. En høj flex er lig med en stiv stav, mens en lav flex giver dig en stav, der bøjer meget. I praksis har flex betydning for, hvor meget styrke du kan få i dit slagskud (høj flex er lig med hårdt skud). Er man ny spiller i ishockey, rådes man til at begynde med en stav, der har lav flex, så man opnår en god føling med pucken. Efterhånden som man bliver bedre, kan man gå op i flex, så man kan give skuddet mere kraft.
Brug faktaboksen til at afgøre, hvilken flex din stav fortrinsvis skal have i forhold til dit niveau i ishockey. Har du aldrig skøjtet før, anbefales du at starte ud med en regular flex 85 som voksen, og en 40-50 flex som barn.
Faceoff
Ved et spilstop stoppes tiden, og da der ikke er noget, der hedder indslag i ishockey, skal spillet altid genoptages med et faceoff. Dette begreb dækker over den procedure, at en spiller fra hvert hold står vinkelret med ryggen til eget mål, mens resten står udenfor selve cirklen uden at bevæge sig rundt og dermed forstyrre afviklingen. Dommeren må lade pucken falde i den lille, inderste røde cirkel, så snart blot én af de to kombattanter er klar (har placeret staven rigtigt på isen). Reglerne er, at den forsvarende spiller skal være den første til at placere staven ved faceoff i egen forsvarszone, mens det er udeholdets spillers pligt ved tilfælde i neutral zone.
Dommeren har ret til at udskifte spillere fra at tage faceoff med en anden spiller fra holdet i tilfælde af en lang række "forbrydelser". Heriblandt hvis spilleren skøjter for hurtigt ind i cirklen, ikke straks stiller sig korrekt op i cirklen, kontakt med modspillerens stav inden pucken er faldet mm.
Normalt sættes pucken igang fra det nærmeste faceoff-punkt på banen, hvor den befandt sig, inden den enten røg over banden, eller der blev begået en forseelse af en spiller. Men der findes en del undtagelser til denne regel. En af disse gælder, hvis spilstoppet forårsages af det angribende hold i offensiv zone - her finder faceoff'en sted i neutral zone i den cirkel, der ligger tættest på Blue Line.
En anden af de væsentlige undtagelser sker i forbindelse med udvisninger. Her straffes det fejlende hold foruden undertalsperioden også af, at faceoff'en finder sted i en af de to punkter i egen forsvarszone. Medmindre udvisningen gives i forbindelse med et mål til modstanderen, hvorefter pucken sættes i spil fra midtercirklen. Idømmes begge hold en udvisning hver i forbindelse med ét spilstop, tages faceoff'en i defensiv zone hos det hold, hvis spiller begik den sidste udvisning.
Opstår der er en skade, som naturligt medfølger et spilstop, er det dommerens vurdering, hvor på banen pucken skal sættes i gang igen. Det afhænger af dens placering ved spilstoppet og af hvilket hold, der var i besiddelse af pucken - ikke hvor på isen spilleren lå skadet. Havde den skadede spillers hold puckbesiddelse i deres angrebszone, tages faceoff ved en af cirklerne udenfor Blue Line ved selvsamme angrebszone. Har de den i neutral zone, tages den derimod ved den cirkel i neutral zone tættest på spilstop. På samme måde sker det i defensiv zone, hvis de har den i egen forsvarszone.
Ved start af en ny periode, efter et mål eller hvis to spillere blokerer pucken ved banden i nærheden af den røde midterlinje, tages faceoff i midtercirklen.
Icing
Skyder man fra egen banehalvdel pucken ned bag modstanderens mållinje, dømmes der icing, medmindre eget hold opnår puckbesiddelsen før modstanderen. Denne regel er opfundet for at forhindre tidsudtræk, fordi en icing resulterer i et faceoff nede i egen forsvarszone til fordel for modstanderen. Desuden må man ved en icing ikke udskifte sin kæde, så man har ikke mulighed for at få friske kræfter på banen. Det er dog altid tilladt at kyle pucken ned bag modstanderens mållinje fra en position på egen banehalvdel i en undertalssituation, uden det medfører en icing, da det ikke ses som tidsudtræk, men som et forsøg på at forsvare sig med næb og kløer.
I Danmark er man begyndt at spille med hybridicing, som er en icing-dom, der effektueres før pucken rent faktisk er forbi mållinjen, og modstanderen ser ud til at ville nå den først. Mens en icing stadig er undervejs, skal linjedommeren nu lave to vurderinger på et splitsekund: har pucken nok fart på til at krydse mållinjen? Og forventes det i så fald, at forsvars- eller angrebsspilleren når pucken først? Beslutningerne skal træffes og dømmes, inden den forreste spiller når den faceoff-cirkel, der ligger tættest på mållinjen. Er det angrebsspilleren, fortsætter spillet, og er det forsvarsspilleren, dømmes der icing. Er der dødt løb om, hvem der vil forventes at nå pucken først, dømmes der ligeledes icing.
Offside
Når et hold angriber, skal pucken krydse hele Blue Line ved angrebszonen først. Det vil sige, at spilleren i puckbesiddelse og holdkammeraterne skal time sine løb, så de fylder zonen op, efter pucken har krydset linjen. Både ved pasninger til en spiller, som allerede står i offsideposition på den anden side af Blue Line, men også når man selv driver pucken fremad, skal man være den første til at entrere angrebszonen. Man måler ud fra skøjternes position - hvis blot den ene skøjte er i neutral zone, dømmes der ikke offside, selvom den anden er i offensiv zone.
Offsidereglen er opfundet for at fjerne muligheden for at placere en spiller over midten, som kan ligge og "fiske" og vente på pucken.
Selvom offside primært dømmes i situationer, hvor pucken føres fra defensiv/neutral zone til offensiv zone, så kan en spiller godt være afventende offside i offensiv zone, når man vinder pucken her. Offsiden dømmes så først, hvis spilleren zigzagger tilbage i neutral zone og frem igen med pucken, hvis holdkammeraterne allerede er i offensiv zone.
En offsidekendelse medfører oftest en faceoff i midtzonen. Om pucken sættes i gang fra banens midte eller en af de fire andre faceoff-punkter i neutral zone, afhænger af om pasningen kom fra defensiv- eller neutral zone. En offsidekendelse kan dog også føre til en faceoff i egen zone, hvis der er kaldt en afventende offside på en spiller, og man spiller videre i offensiv zone.
Udvisninger
For at gøre spillet så flydende, som muligt, stoppes spillet aldrig blot for at give en henstilling som i fodbold. Begår man en forseelse, medfører det en udvisning. Længden kan variere fra 2, 5 eller 10 minutter eller endda hele kampen, og dommeren signalerer, hvilken type udvisning der skal dømmes. Ved idømmelse af udvisning skal spilleren placere sig i straffeboksen på den modsatte side af udskiftningsbænkene.
En udvisning dømmes, så snart det fejlende hold kommer i puckbesiddelse, efter selve regelbruddet har fundet sted. Dommeren signalerer nu en afventende udvisning. Bevarer modstanderholdet pucken, får dette hold derfor mulighed for at tage målmanden ud, indsætte en ekstra markspiller og dermed spille i overtal, indtil man mister kontrollen med pucken, og selve den egentlige powerplay-periode starter. En udvisning kan både dømmes mod spillere på banen og på udskiftningsbænken - i sidstnævnte tilfælde kaldes det en holdstraf.
Bliver der scoret, imens man afventer en udvisning, annulleres udvisningen. Har man begået en dobbeltudvisning, er det den førstbegåede forseelse, der annulleres. Denne regel gælder dog kun ved de gængse 2-minuttersudvisninger - en 5-minuttersudvisning, usportslig opførselsudvisning og en matchstraf skal gælde, selv hvis der scores, mens udvisningen afventer. En matchstraf medfører foruden at se resten af kampen fra tribunen også som minimum én spilledags karantæne til spilleren efterfølgende.
Udvisningers længde afgøres af både forseelsestypen og hårdheden/hensynsløsheden, hvormed det blev begået. Man kan blive udvist for en masse forskellige regelbrud, som eksempelvis relaterer sig til:
Hvis holdet i powerplay scorer under en 2-minutters udvisning, annulleres straffen, og modstanderholdet må sætte spilleren ind igen. Dette gælder ikke ved 5- og 10-minuttersudvisninger.
En udvisning i overtid eller umiddelbart før overtid resulterer i en 4 mod 3-situation, så snart overtiden begynder, da man normalt spiller 4 mod 4 (markspillere). Får et hold to udvisninger i overtid, må modstanderne sætte den 5. markspiller på banen igen, da det ikke er muligt at spille med under 3 markspillere på et hold - heller ikke i ordinær tid. Har man kun 3 markspillere på isen, men 3 udvisninger på samme tid, effektueres den sidste udvisning først, når den første udløber.
Straffeslag
Hvis en spiller fratages en oplagt målchance/friløber, får holdet en ny chance for at score i fri position på et såkaldt straffeslag. Det foregår ved, at en spiller fra holdet udpeges til at skøjte fra midten af banen og ned mod modstanderens målmand og udføre én skudvariant (alle andre spillere skal forlade isen). Så snart pucken forlader staven, er skudforsøget afviklet. Det er nemlig ikke tilladt at score på en ripost.
Spilleren der fratages målchancen, er den selvsamme spiller til at tage straffeslaget, medmindre han bliver skadet i situationen. Det fejlende hold må dog gerne bytte målmand. Målmanden skal forblive i sit målfelt, indtil skyderen har rørt pucken ved midten - gør han ikke det, får skyderen et "gratis" skud, som enten ender i mål eller i, at han får et nyt forsøg bagefter.
Det er muligt at blive idømt en udvisning i forbindelse med selve straffeslagsforseelsen, ligesom dommeren også skal afvente kendelsen, hvis spilleren i puckbesiddelse bevarer den oplagte målchance. Er der tale om en forseelse, der takseres til en 2-minuttersudvisning, og spilleren bevarer puckbesiddelsen og scorer, mens udvisningen afventer, annulleres straffen. Dette gælder dog ikke ved 5-minuttersudvisninger og matchstraf.
Det specielle ved straffeslag i ishockey er, at et mål rent faktisk kan tildeles et hold, selvom pucken aldrig krydser mållinjen. Denne kendelse opstår, hvis en spiller fratages en oplagt målchance i en situation, hvor modstanderens målmand er taget af isen (eks. ved kampens slutning, hvor en ekstra markspiller er blevet sat ind). Her annulleres straffeslaget, og der dømmes mål.
Pointsystem
Når man scorer et mål, noteres målscoreren for ét point i kamprapporten, mens op til to assisterende holdkammerater kan modtage ét point hver for at have henholdsvis næst- og tredjesidste stav på pucken, før den gik i mål.
Udover pointnoteringer benyttes "plus/minus-statistik" i ishockey til at føre regnskab over, om en spiller er på isen i en kæde, der er produktiv eller ej - altså positiv eller negativ pointscore. Pluspoint fås ved en scoring i den kæde, spilleren er i, mens minuspoint opnås, når modstanderen scorer, mens man er på isen. Derudover holder man typisk også statistik over alt fra målmandsredningsprocent og rent bur til undertalsmål og vundne faceoff'er.
Hvor kan man spille ishockey i Danmark?
Ishockey kan spilles i omkring 25 haller i Danmark fordelt på Jylland, Sjælland og Fyn fordelt på omtrent lige så mange klubber/foreninger. I 2016 fandtes der 4.600 registrerede spillere på landsplan.
Langt over halvdelen af alle danske ishockeyklubber bruger i dag foreningssystemet Holdsport, der fungerer som medlemssystem til at udsende automatiske påmindelser direkte til spilleren om kommende træninger og kampe.
Systemet findes i en app, som bruges af trænere, klubformænd, kasserere, medlemmer og forældre til at kommunikere og effektivisere mødetidspunkter, halbooking, kontingentopkrævninger, CFR-indberetning og meget mere. Med Holdsport følger der endda muligheden for at få en gratis hjemmeside til klubben, som synkroniserer alle oplysninger direkte fra systemet til siden, så webmasteren er fri for det.
Der er gratis oprettelse for dig/jer på Holdsport - det eneste det kræver er at klikke "Opret profil" øverst på denne side, og så er i i gang.
Opret din egen forening - Læs om regler for foreninger i Danmark her